Feelin' Shady

Gæsteblogger: Gaden Eller Mikrofonen?

Jeg oplever ofte at unge ikke udnytter de muligheder de har, kigger på forkerte rollemodeller, føler de skal bevise sit værd for andre for at blive accepteret i et miljø hvor kriminalitet er en dagligdag, med paranoia hængt i deres rygrade. Livet kan være barsk, specielt når man ikke bliver forstået når man udtrykker noget bestemt. Rigtig mange unge går efter at lave ballade, leve i et parallelsamfund, lukke sig ud fra omverdenen og leve i nattens skygger. Læs indlægget og gør noget ved dit liv, lad det give mening.
Håber i nyder Jones’ indlæg – Eliyas

13418788_288021724875426_6969135534794265760_n

Jones S. – 17 År – Artist – HF-Design studerende 

Mit navn er Jones Hammam Saayda jeg har et mål om at nå hele vejen med mikrofonen. Det hele startede på Odense Friskole, det var ikke nogen hemmelighed jeg ikke var den mest populære på skolen, jeg var mørk, snakkede anderledes og kom fra et ekstraordinært miljø end de fleste fra skolen. Fik tit tæsk af mange fra skolen på grund af jeg var anderledes og ikke passede ind. Det gjorde ondt i længere tid men fandt hurtigt ud af at bare være på egne ben var nemmere. Jeg havde ingen. Jeg begyndte med at skrive tekster, det startede ikke med rim, men faktisk bare mine tanker så de kunne komme ud et sted. Jeg fik så endelig til min fødselsdag en lille mp3 afspiller som man kunne have i lommen, og jeg kan huske sangen ”Snoop Dogg – What’s My Name ” lå på, og jeg var hooked på musik som en narkoman, det var en udvej fra alt andet i mit liv, en slags ” escape ”. Jeg gik meget ensomt i mit liv, og til sidst kunne jeg ikke klare måden dem fra skolen behandlede mig på, så jeg kom desværre i en alt for stor slåskamp i skolen, så jeg flyttede til Sct. Albani.

Det var der jeg for alvor jeg begyndt at lege med ord og sætte dem op i rim, fandt ud af at min historie kunne komme ud i ord. Men ligepludselig blev det sat til side, da jeg bare kunne tage ned i skateparken med de andre og skate i stedet for at tage i skole. Det blev en udvej som ikke var sund, mine karaktere var i bund, jeg havde skuffet min familie og jeg gav op på alt. min mors håb om at få mig ud af det og ind i noget produktivt satte mig sammen med nogle som ville skabe en politisk organisation som nu hedder ” vollsmose ungdomsråd ”

Så tog min familie og jeg til Palæstina om sommer og det ændrede mit synsvinkel på livet. Livet dernede er anderledes end her, jetfly, militær på hvert hjørne, drengene blev født mænd & massere af skudhuller i væggene. Jeg observerede og tænkte for mig selv ”hvorfor har vi det godt, når de har det sådan? ”. mine tekster udviklede sig i den periode, det blev deres historie i stedet for min, deres drømme, deres håb om et frit liv. Palæstina-Israel konflikten er lang og indviklet, men det jeg har set er ikke fair. Jeg kom hjem som en anden person, havde set ting dernede som ændrede mit normale syn på ”tryghed ” som vi har i vores rammer i Danmark. Jeg kom tilbage motiveret til at lave musik, for jeg ville fortælle deres historie, ikke min. Jeg sad og observerede i 2 år hvor jeg bare så hvordan alt fungerede, skriveproces, beats, mixin og indspilningen. Jeg valgte så at sige til Asem som er Ung kultur Koordinator at jeg ville indspille og derfra kom ” Introduction ” hvilket så endte med at blive navnet på mit debut mixtape. Det var godt hos Asem indtil der blev for mange mennesker som skulle indspille så jeg fandt en vej over til timur, på Ungdomshuset.

Alt var fint, jeg skabte min musik, og alt kørte som det skulle, men jeg faldt død i musikken og valgte desværre en anden vej, alt gik i stå, skolen, familien og levede nærmest på gaden. Rutinen var meget simpel, vågn, i bad, spise, og ud og så først hjemme igen kl.24-01. Jeg blev opdraget to steder på det tidspunkt, mine forældre som jeg står i alt gæld til nu, og gaden. Men så kom der en person ind i mit liv som ændrede alt. Hans navn er muhannad darraj, og jeg står i alt gæld til ham. Han ændrede min tankegang, jeg fik taget skolen seriøst, jeg kom ind på hf-design og musikken blev en stor del af mig, jeg fokusere nu på at ændre mit, og andres liv med musikken, om det er dem som lytter, eller dem som jeg kan tage under mine vinger og lære dem at udtrykke deres følelser via musikken, musikalsk terapi. Jeg har lige afsluttet 1 år af min hf-design og venter spændt på at starte på 2.g efter sommerferien. Jeg bliver ved med at udvikle mig, jeg bliver ved med at lave fejl, jeg får stadig succesoplevelser og samtidig får jeg nederlag. Men som en af mine venner sagde >>Don’t cry and quit, it’s better to cry and keep going<<. når jeg kigger mig selv i spejlet ved jeg hvem jeg er nu. Min fortid fortæller ikke hvem jeg er i dag, det gør jeg.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Feelin' Shady