Gæsteblogger: Gaden Eller Mikrofonen?

Jeg oplever ofte at unge ikke udnytter de muligheder de har, kigger på forkerte rollemodeller, føler de skal bevise sit værd for andre for at blive accepteret i et miljø hvor kriminalitet er en dagligdag, med paranoia hængt i deres rygrade. Livet kan være barsk, specielt når man ikke bliver forstået når man udtrykker noget bestemt. Rigtig mange unge går efter at lave ballade, leve i et parallelsamfund, lukke sig ud fra omverdenen og leve i nattens skygger. Læs indlægget og gør noget ved dit liv, lad det give mening.
Håber i nyder Jones’ indlæg – Eliyas

13418788_288021724875426_6969135534794265760_n

Jones S. – 17 År – Artist – HF-Design studerende 

Mit navn er Jones Hammam Saayda jeg har et mål om at nå hele vejen med mikrofonen. Det hele startede på Odense Friskole, det var ikke nogen hemmelighed jeg ikke var den mest populære på skolen, jeg var mørk, snakkede anderledes og kom fra et ekstraordinært miljø end de fleste fra skolen. Fik tit tæsk af mange fra skolen på grund af jeg var anderledes og ikke passede ind. Det gjorde ondt i længere tid men fandt hurtigt ud af at bare være på egne ben var nemmere. Jeg havde ingen. Jeg begyndte med at skrive tekster, det startede ikke med rim, men faktisk bare mine tanker så de kunne komme ud et sted. Jeg fik så endelig til min fødselsdag en lille mp3 afspiller som man kunne have i lommen, og jeg kan huske sangen ”Snoop Dogg – What’s My Name ” lå på, og jeg var hooked på musik som en narkoman, det var en udvej fra alt andet i mit liv, en slags ” escape ”. Jeg gik meget ensomt i mit liv, og til sidst kunne jeg ikke klare måden dem fra skolen behandlede mig på, så jeg kom desværre i en alt for stor slåskamp i skolen, så jeg flyttede til Sct. Albani.

Det var der jeg for alvor jeg begyndt at lege med ord og sætte dem op i rim, fandt ud af at min historie kunne komme ud i ord. Men ligepludselig blev det sat til side, da jeg bare kunne tage ned i skateparken med de andre og skate i stedet for at tage i skole. Det blev en udvej som ikke var sund, mine karaktere var i bund, jeg havde skuffet min familie og jeg gav op på alt. min mors håb om at få mig ud af det og ind i noget produktivt satte mig sammen med nogle som ville skabe en politisk organisation som nu hedder ” vollsmose ungdomsråd ”

Så tog min familie og jeg til Palæstina om sommer og det ændrede mit synsvinkel på livet. Livet dernede er anderledes end her, jetfly, militær på hvert hjørne, drengene blev født mænd & massere af skudhuller i væggene. Jeg observerede og tænkte for mig selv ”hvorfor har vi det godt, når de har det sådan? ”. mine tekster udviklede sig i den periode, det blev deres historie i stedet for min, deres drømme, deres håb om et frit liv. Palæstina-Israel konflikten er lang og indviklet, men det jeg har set er ikke fair. Jeg kom hjem som en anden person, havde set ting dernede som ændrede mit normale syn på ”tryghed ” som vi har i vores rammer i Danmark. Jeg kom tilbage motiveret til at lave musik, for jeg ville fortælle deres historie, ikke min. Jeg sad og observerede i 2 år hvor jeg bare så hvordan alt fungerede, skriveproces, beats, mixin og indspilningen. Jeg valgte så at sige til Asem som er Ung kultur Koordinator at jeg ville indspille og derfra kom ” Introduction ” hvilket så endte med at blive navnet på mit debut mixtape. Det var godt hos Asem indtil der blev for mange mennesker som skulle indspille så jeg fandt en vej over til timur, på Ungdomshuset.

Alt var fint, jeg skabte min musik, og alt kørte som det skulle, men jeg faldt død i musikken og valgte desværre en anden vej, alt gik i stå, skolen, familien og levede nærmest på gaden. Rutinen var meget simpel, vågn, i bad, spise, og ud og så først hjemme igen kl.24-01. Jeg blev opdraget to steder på det tidspunkt, mine forældre som jeg står i alt gæld til nu, og gaden. Men så kom der en person ind i mit liv som ændrede alt. Hans navn er muhannad darraj, og jeg står i alt gæld til ham. Han ændrede min tankegang, jeg fik taget skolen seriøst, jeg kom ind på hf-design og musikken blev en stor del af mig, jeg fokusere nu på at ændre mit, og andres liv med musikken, om det er dem som lytter, eller dem som jeg kan tage under mine vinger og lære dem at udtrykke deres følelser via musikken, musikalsk terapi. Jeg har lige afsluttet 1 år af min hf-design og venter spændt på at starte på 2.g efter sommerferien. Jeg bliver ved med at udvikle mig, jeg bliver ved med at lave fejl, jeg får stadig succesoplevelser og samtidig får jeg nederlag. Men som en af mine venner sagde >>Don’t cry and quit, it’s better to cry and keep going<<. når jeg kigger mig selv i spejlet ved jeg hvem jeg er nu. Min fortid fortæller ikke hvem jeg er i dag, det gør jeg.

Gæsteblogger: Livet før & efter kræft

Jeg har valgt at give min gode veninde muligheden for at komme ud med sin kræft historie som forhåbentligt vil åbne øjne for folk og motivere dem der har brug for det. Hun har været igennem meget, men alligevel været stærk nok til at stå oprejst.

13460976_528357630698914_1795605339_o

Nadine Allo
18 år, EUX studerende & kræftramt

Mit navn er Nadine. Og jeg fik konstateret kræft den 1. Marts 2014. Som teenager regner man ikke med at skulle få kræft. Man regner ikke med at skulle overveje hvornår livet får en ende. Det var nogle Af de overvejelser jeg tog op denne dag.

Mit liv var helt normalt inden jeg blev syg. Jeg havde et arbejde, jeg gik i skole og tilbragte tiden med mine venner. Jeg har altid været en overfølsom pige og var meget deprimeret. Jeg var ked af det, stresset og jeg faldt i søvn i skolen. Hvilket ikke er så normalt For en, på det tidspunkt, 15 årig pige. Jeg var faldet ned i et dybt sort hul, som jeg ikke rigtigt kunne slippe ud af.

En uge inden jeg fandt ud af jeg var syg, sat jeg mig til at græde i hvert frikvarter. Jeg havde på fornemmelsen at der var noget galt. Jeg havde en uro i kroppen. Det var Som om min krop prøvede at fortælle mig noget. Jeg havde problemer med både inspektøren på min skole og alt omkring mig. Jeg blev skældt ud hele tiden, fordi jeg ikke deltog mentalt i undervisningen. Den 1. Marts var en af de mest bizar dage i mit liv. Jeg mødte lidt sent i skole, da jeg lige havde været over at få taget blodprøver hos min læge. Jeg havde opdaget nogle blå mærker på mine ben og Arme. Sygeplejersken der tog min blodprøver forsikrede mig om at det ikke var noget slemt. Men det værste var bare at jeg kunne se hendes blik. Jeg kunne se den måde hun kiggede på mig, og fra det øjeblik af vidste jeg at der var noget.

Jeg tog derefter i skole, hvor jeg blev mødt af min vrede inspektør, der sagde og jeg citere: jeg er ligeglad med dine læge tider og problemer, du skal bare møde op til mine timer” Jeg var så ydmyget og gik derfra med tåre i øjnene. Jeg følte mig angrebet. Oppe i klassen brød jeg sammen. Jeg husker det opkald jeg fortog mig efter timen. Jeg ringede til min far: og jeg fortalte ham at jeg kunne mærke der var noget galt. Jeg kunne mærke at jeg var syg, at min krop ikke er sig selv mere.

Min dag fortsætter derefter hvor jeg tager på arbejde. Jeg arbejdede på et advokat kontor hvor jeg var rigtig glad for at føle mig nyttig. Jeg havde klaret alle mine pligter Og stod bare og stirrede ud af vinduet. Jeg kunne høre sekretærens telefon ringe og i et øjeblik tænkte jeg ej hvor vil det være sjovt hvis min mor ringede nu. Utroligt nok så kommer sekretæren hen til mig få sekunder efter og fortæller mig at jeg skal ringe til min mor med det samme. Jeg blev lidt nervøs, jeg troede at der var sket et dødsfald i familien. Jeg får kontakt til min mor og hun fortæller mig at min far og jeg skal tage hen på sygehuset, hvor de venter mig. Turen hen til sygehuset var nervepirrende. Min far og jeg troede det var sukkersyge, så det var ikke fordi jeg tænkte det hele ville gå galt. Min far er religiøs og han bad til Gud hele vejen hen til sygehuset. Han bad for at det ikke ville være noget slemt.

Da vi dukkede op på sygehuset blev jeg mødt af en ældre mand. En af OUH’s overlæger. Han satte sig ned og kiggede mig dybt i øjnene” Nadine du har fået noget der hedder blodkræft, enten så dør man eller så bliver man rask” jeg brød ud i gråd og prøvede at holde masken, for jeg skulle samtidigt med det, oversætte på arabisk, sådan at min far kunne forstå hvad der skulle Ske. Jeg glemmer ikke den aften og jeg glemmer ikke min fars gråd. Det var ulideligt. Man er ikke vant til at hører sine forældre græde og når de så gør, så ved man det er fordi de er oprigtigt kede af det. Jeg sad i et rum og ventede på flere prøver. Prøver efter prøver. Det var hvad der ventede mig.

Når man får sig sådan en nyhed, så kan det være svært at rumme. Og mange spurgte mig og spørg mig stadig hvordan jeg har det. Men ærligtalt, så er det ikke gået op for mig endnu Jeg har ikke bearbejdet det, i hvert fald ikke på den rigtige måde.

Fordi jeg har mellemøstlig familie. Så er der også en lidt anden måde at håndtere tingene på. Ved en normal velfungerende dansk familie, Ville man være så stille som muligt, Gå ind til patienten og være der for dem. Men min ordinære Familie reagerede lidt anderledes. jeg satte mig faktisk til at grine, da det gik op for mig at der stod 40 mennesker uden foran min stue og ville vide hvordan jeg havde det. Det er fantastisk at se, men det var også meget stort. Jeg følte mig elsket, lidt mere elsket end jeg normalt føler mig. Sygeplejerskerne fortalte at de aldrig havde ser så mange familiemedlemmer på en gang. Jeg sagde pænt farvel til hele familien, med et smil på læben og en facade på, men i sandheden havde jeg lyst til at lægge mig ned på gulvet og tage fat i deres fødder, så de ikke kunne tage hjem, jeg var rædselsslagen. Jeg kunne se mine forældre ikke kunne overskue situationen, så jeg bad alle om at tage hjem og fik en veninde til at overnatte med mig, bare indtil vi vidste hvad der skulle ske. Jeg fik sat et venfløj i både arm og ben. De startede mig op med antibiotika og væske. Min krop vAr nedbrudt og manglede akut hjælp. Den nat var forfærdelig. Jeg kan ikke beskrive hvor alene man kan have det. Der er den følelse af når man f.eks går hen og bliver syg, når man er på ferie, og tænker at man er et fremmede sted og bare gerne vil hjem. Fra den dag af blev den følelse, min hverdag. Jeg kunne ikke flygte væk. Jeg faldt i søvn og stod op til det marit jeg faktisk bare prøvede at flygte væk fra. Det eneste der beroligede mig den nat, var oplæsning af koranen, tiden gik så langsom og jeg kunne kun hører ordene: Allahu Akbar og Bismillah, om og om igen.

På odense sygehus behandler de kun leukæmi formen ALL. Da alle mine blodprøver var fuldført, fandt de ud af at jeg havde AML (Akut myeloid leukæmi) Og den form bliver kun behandlet på rigshospitalet. Det var hårdt at vide at jeg skulle rykke hele min hverdag til kbh. Og hvad skulle der dog ske med mine forældre og søskende.? I sidste ende blev det besluttet at det bedste var, at far tog med mig til Kbh og Mor og søskende blev tilbage i Odense. Livet skulle jo stadig fortsætte for de andre, selvom mit var gået i stå.

Jeg blev kørt til rigshospitalet i en ambulance, hvor jeg blev taget godt imod af en rigtig sød sygeplejerske ved navn Cathrine på afdeling 5054 i København. Jeg blev sat ind i reglerne og behandlingsforløbet, det skal siges at det blev ændres op til flere gange over de 2 år. Der var lidt kaos over det hele. Da lægerne ikke kendte så meget til mit forløb, da det viste sig at jeg havde en undergruppe af aml, der hedder apl. Jeg var det første barn i 20 år der havde fået den form for kræft, og for 20 år siden, havde man ikke behandlingsforløbet til at behandle apl.

Så jeg var lidt af et første forsøg og jeg gik i gennem et helvede. Jeg fik sat et cvk i højre brystkasse. Jeg har stadig aret og man kan ikke ungå at tænke på det hverdag. Jeg husker tydeligt at efter jeg fik lavet cvk, blev jeg sendt på intensiv afdeling, hvor man bliver isoleret og holdt øje med 24/7. Jeg husker faktisk kun små glimt derfra, det hele er lidt sløret, halvdelen af tiden var man også påvirket af Morfin. Jeg fik min første kemo på intensiv, hvor jeg derefter kunne mærke mit hår fælde af på hovedpuden. Jeg kunne ikke klare tanken om at kemoen skulle tage mit hår, så jeg barberede alt mit hår af. Det var befriende, men det gik først op for mig hvad der var sket et par timer efter, jeg begyndte at panikke. Om man så er pige eller dreng, så er det bare et princip at man ikke taber håret på grund af kemo, da det ikke er fair på nogle punkter. Det er hårdt og jeg vænnede mig aldrig til at være skaldet, men jeg havde hellere ikke tænkt mig at skjule det med en paryk.

Jeg lå på intensiv i en måneds tid, man bliver så svag og ens balance bliver ikke det samme. Især når man er sengeliggende i flere måneder. Jeg husker en periode, hvor jeg ikke kunne gå mere og personalet blev nød til at løfte mig ud på toilettet. Jeg var så svimmel, at jeg besvimede og oplevede de der blackouts man ser ligesom på film. Da jeg så står op, ligger jeg i min seng, med et urinrør klistret til mit underliv, mere grænseoverskridende kan det ikke blive, tanken om at jeg var nøgen da jeg besvimede og der var kun mandlige sygeplejerske den dag. Det vænner man sig så tilgængelig til, du begynder at blive lidt ligeglad med udseendet, for hvem skal se dig? Hvem skal vise interesse i dig og give dig den kærlighed du mangler, men måske aldrig kommer til at opleve.

At være sådan et ensomt sted kan gøre en deprimeret. Rigshospitalet havde arrangeret et projekt der hedder Respect. De sørgede for at to klassekammerater kom 2 gange om ugen for at besøge mig, med alt betalt, bare så jeg kunne have det godt og føle mig husket. Det er sådan nogen ting der for mig til at tænke på hvor heldige vi dansker er for at have gratis lægehjælp. Min familie er taknemlig for at vi ikke bor i Libanon, som resten af min familie. Min elskede faster døde af kræft og hun havde ikke råd til at blive behandlet. Og det var bare to måneder inden jeg fik konstateret leukæmi. Kræft var en stor del af min hverdag, inden jeg selv blev syg. I 2014 døde Min nabo Tan, af kræft. Min anden nabo og meget tætte ven af familien har også fået kræft for anden gang og hun er kun 30 år gammel. Så er der den sidste som røre mig allermest, det var min nabo Jytte. Jytte var mit sikkerhedsnet og hun var min klippe. Hun var min reserve mor. Jeg følte mig meget tæt knytter til Jytte dagene op til hendes død. Jeg følte at jeg kunne forstå hendes træthed og smerte. Ironisk nok, fandt vi ud af at jeg havde haft kræften i 8 måneder inden det blev opdaget, jeg havde været meget heldig at jeg ikke var faldet død om. Så jeg har selv været syg samtidigt med Jytte. Og hun ville være så stolt af hvor flot jeg har klaret det. Jytte var en af de grunde til at jeg ikke gav op på sygehuset og i stedet kæmpede kampen, for hun var virkelig en fighter med et hjerte af guld. Hun kæmpede indtil kroppen ikke kunne hjælpe sjælen mere. Så om det så er to veninder, en bedstemor eller forældrene, så er det vigtigt at have et sikkerhedsnet, især når man er syg. Jeg er taknemlig for at min familie kunne kører til Kbh hver weekend. Og familie inkludere alle 40 mennesker der stod uden foran min dør den 1. Marts.

Når man ligger inde på sådan en stue, hvor far eller mor ligger ved siden af og sygeplejersken kommer ind hver time, så har man som teenager eller bare generelt et barn ikke så meget privatliv. I starten, der oplevede alle mig som en meget vred pige. Jeg har åbenbart udtrykket at være gnaven Og det er jeg slet ikke, det er bare ikke altid at man kan overskue at smile og sætte en facade på, det okay at have ondt og bede om hjælp. Jeg smiler altid og holder humøret op. Men man forstår aldrig rigtig hvorfor det er en selv, det skulle gå ud over. For 4 måneder siden, kom der en anden dreng ind på sygehuset og han havde nøjagtigt den samme type leukæmi som mig, så han er nu det andet første barn i Danmark med den type, og nu kan de jo give ham en let behandling fordi de har fundet ud af hvad de gjorde forkert på mig. Man kan godt sige jeg var en forsøgskanin, men nogen skal jo være den første, og det skal være mig en ære. Jeg gik i gennem mange smerter, hvor jeg havde ondt i hele kroppen. Smerter ingen skal gå igennem, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende, at gå igennem det jeg og min familie oplevede, så jeg er glad for at den dreng, kunne tage i skole og få sine eksamener, og nyde hjemmet, i stedet for rigets murer.

Men jeg er også kommet langt, overraskende langt, jeg har ikke tænkt så langt og derfor er mine fremtidsplaner sløret for tiden. Jeg er stadig en normal teenager, trods alt jeg er fyldt 18 år. Jeg er en ret atypisk arabisk pige, selvom mine kræfter er begrænset, betyder det sociale en del for mig, og jeg formår at finde kræfterne frem til gymnasiefesterne og oplevelserne. Mine forældre forstår det på ingen måde, de elsker mig, men de ville nok ønske jeg var en typisk arabisk pige der lavede mad, gjorde rent og begrænsede mit sociale liv. Tit skal jeg hører på hvorfor jeg ikke er som mine arabiske veninder der er forlovet. Jeg står i det punkt i mit liv, hvor jeg er splittet i mellem to kulturer, den ene halvdel af mine venner, fester og rejser og den anden halvdel er forlovet og får børn. Jeg står der i midten og føler jeg har mistet min barndom, men alligevel ikke. Sygdommen har gjort at jeg gerne vil opleve verden, jeg ville ikke have nogen begrænsninger, jeg vil rede verden, men jeg skal huske at verden nogle gange har brug for at rede mig. Jeg vil gerne gøre mine forældre stolte og tænke tilbage til de gode oplevelser og livserfaringer jeg kan kigge tilbage på om 10 år.

Sygdommen har gjort mig til den person jeg er idag, til et bedre menneske ved jeg nu ikke? Men et menneske med mere erfaring, det kan jeg stå ved. Jeg har set og oplevet ting, nogle ældre mennesker måske aldrig kommer til at opleve, fordi deres død bliver hurtig. Kræft er en ulidelig død, nogen mennesker påstår at du får chancen for at sige farvel til din nærmeste, men du har samtidig en del håb og Der er intet værre end håb. Dårlige nyheder stopper os en tid, vi bliver fortabte, vi lukker os inde, vi lander i et dybt hul, men så kommer man videre. Håb er lammende, for du sidder og venter på noget der måske aldrig sker, du venter på det skridt der gør dig lykkeligere, eventuelt svarene på dine bønner bliver hørt, en veninde der har 50% chance for at blive gravid, eller den kærlighed du har ventet på siden du var en lille pige, håbet er der, men skæbnen er der ikke altid.

Men håbet er også grunden til at jeg står på egne ben den dag idag, håber gør at jeg stadig søger kærligheden, eller tier stille når andre brokker sig over deres smerter, når jeg ved andre og inklusiv mig selv, har mere ondt end dem. Medlidenheds blikkene er ikke altid det værd, men vi opsøger dem tit, da sygdom og ulykker nogen gang gør os lidt tættere med vores familie, et samtaleemne på arbejdspladsen eller et stærkere bånd mellem en selv og Gud.

Den dag i dag, går jeg i skole. Jeg klarer alt nogenlunde normalt, Men trætheden overtager tit. Sygdomsforløbet kommer til at følge mig i mange år. Når folk ser et smil på læben, tror de man er rask og glad, men vi aner ikke hvordan en person har det inde for sine egne fire vægge. Vi skal huske at sætte pris på hinanden og fortælle hinanden hvad vi føler. Jeg sætter pris på alle de mennesker der har været der for mig. De mennesker jeg har mødt og kommer til at dele mine minder med. Jeg har været heldig at få kendskab til nogle dejlige mennesker, hvor jeg kan være mig selv. Jeg håber i har nydt mit blogindlæg.

Følg Nadine på Instagram HER