Målet. Del 4/4

Efter det længste år i hele mit liv og det aller hårdeste, er jeg nu i mål. Min støreste byrde kom ud, endnu en større byrde kom med sig. Mit liv blev fordrevet, alt min energi blevet taget. Jeg kan endelig forkaste alt, kalde mig uafhængig og selvstændig. En lettelse, og indre glæde. Ikke bare fordi min kamp er overstået, men fordi jeg ikke længere skal kæmpe. At starte et liv helt alene, uden nogen form for sikkerhedsnet eller fundament har taget et år om at bygge op, selv i en alder af 18/19 år! Det kan jeg kun være pisse stolt af. Der er altid en masse andre kampe man skal tage, men min største og mest betydsningsfulde kamp er overstået. Klar og rustet til de nye udfordringer kan jeg kun være.

 


Det helt overvældende at skulle læse mine små tekster op igen. En smule surrealistisk hvor langt jeg er nået, og lidt forbløffet er jeg over hvor styken kom fra. Den her tetralogy er min første, men ikke min sidste.

Hjælp. Del 3/4

Efter man tror at man endelig er i mål, kan man uforventet få et skub tilbage. Så mange skub at man ikke kan nå at tage et skridt frem før det sker igen. Et sort hul, der er klar til at tage imod en med åbne arme. En flok menneske der er klar til række hånden ud, men sidst jeg tog fat blev mine hænder lænket sammen til systemet. En evighed føltes det at tage i mod hjælpen, men en evighed tog det om at komme ud af hjælpen. Systemet er et fængsel. Denne gang skulle omverden ikke beskyttes fra beboerne, men beboerne skulle beskyttes fra omverden. Fængslet man indser er et sort hul, tilbyder hjælp under krav så firkantet, at deres arbejde og realitet ender i penge. Det man ser er ikke altid det man får. Efter at have opgivet stortset alt, stolet på smiley-masken vagten havde på, gik jeg ind i cellen for aldrig at komme ud. Mellemledet der punger for det hele vil have mig ud, nu hvor jeg rækker hånden ud for hjælp. Eftersom vagterne skal beholde samarbejde med mellemledet siges der intet. Nu står jeg her, med et begrænset netværk, ingen plan b, eller hjælp til at få. Tak for systemet, det hjalp.

- Eliyas

Løssluppen. Del 2/4

Alt healer med tiden, lad tålmodighed tage styringen, tag beslutninger med omhu og lad lyset guide dig. Løssluppen er hvad man kalder mennesker der ingen hæmninger har. De betegnes som de mennesker uden ære og dårligt ry i blandt miljøet. En bøn for at undgå at det er den sti jeg vælger. Et negativt ladet ord enhver familie frygter for deres børn. livet så sort ud men ikke i deres øjne da deres lys var tændt. Modigheden og skrækheden der kæmper på hver skulder. Angsten for de konsekvenser der udfaler af mine valg. Jeg fandt lyset og fulgte efter det. Individets lys blev ikke værdsat så længe det ikke var fælles. Deres lys blev dæmpet mere og mere indtil der intet lys var tilbage. Alle er ansvarlige for deres eget lys. Mit er nu tændt og deres er slukket. De prøver at slukke mit lys for at få tændt deres igen. Beslutningen om et liv individet vil leve er ikke acceptabelt, Leve et mørkt liv for at bibeholde deres lys eller tænde mit eget og være løssluppen? Alt healer med tiden, lad tålmodighed tage styringen, tag beslutninger med omhu og lad lyset guide dig.

Konsekvenser. Del 1/4

Jeg er heldigere end andre mennesker, men andre mennesker er heldigere end mig. Det hele tog en drejning da jeg besluttede mig for at åbne et nyt kapitel, dagen på mit navneskift. Efter den dag skulle mine agenda fuldføres, lige meget hvad konsekvenserne var. Jeg havde styrken, uden en ide om hvor den kom fra. Så mange tanker om valget. Godt eller skidt. Frihed manglede jeg. Friheden fik jeg. friheden på bekostningen af familie, venner, uddanelse, iværksætteri, og andre projekter. Alt er fortabt og nulstillet. En travlt hverdag hvor jeg ikke stod stille. – Nu står jeg stille, har massere af tid og alt går langsomt. Følelsen af uretfærdighed, røveri og død kom på en gang, kun på grund få ord, der led til konsekvenser jeg ikke så komme. Nu stener jeg på en væg i gråd om hvad jeg havde. 

Min historie, 1 år, oplevet på førstehånd. Skrevet på derværende tidspunkter.